Babynest til vores kommende baby

Termin om 5 dage og jeg har endelig taget mig sammen at sy babynestet færdigt. Jeg har ikke benyttet et babynest til mine andre børn, men jeg har læst om dets funktion i magasiner og på andre blogs, og tror det bliver praktisk at have i vuggen, på sofaen og ikke mindst imellem far og mor i dobbelsengen – hvis baby vil ligge i det vel at mærke 😉

Jeg har taget udgangspunkt i mønstret på babynest, som jeg har købt i Stof og Stil. Den hvide inderside, broderi anglaise, har jeg også købt i Stof og Stil. Ydersiden er Liberty stof fra bettyp.dk. Inden skanningen afslørede, at der igen var en dreng på vej, havde jeg vilde planer om kjoler og pigetøj i vilde Liberty stoffer, men synes dette stof godt kan gå an til en dreng.


Jeg har dog kun brugt mønstret til at klippe stoffet efter, da resten er ideer fra blogs og egne løsninger.

Bunden er en barnevognsmadras, som jeg har skåret til efter bund-mønstret fra Stof og Stil, dog har jeg skåret madrassen smallere og kortere, så jeg ikke tog plads fra “vingerne”. Jeg valge at sy dem i den anbefalede bredde, 15 cm, og madrassen er skåret yderligere 1 cm smallere, så der også var plads til madrassens højde. 

Jeg har valgt ikke at lukke enden, har istedet valgt at sy trykknapper i, så jeg kan fjerne madrassen og har mulighed for at vaske babynestet efter behov.

“Vingerne” har jeg valgt at fylde med vaskbart pudefyld istedet for en “rulle” pladevat, som mønstret ellers lægger op til. Det var rimelig nemt at få i og som sagt tåler det at blive vasket.


Jeg er meget glad for resultatet og babynestet passer perfekt i Leander vuggen 😍

De sødeste rompers 😍

På Instagram har jeg set disse sødeste rompers. Opskriften er lavet af petiteknit og kan købes på hendes hjemmeside. Der er to udgaver af modellen, lillebrors romper og lillesøsters romper. Lillesøsters romper har en finere strikkefasthed, og da jeg som tidligere nævnt er tilhænger af at strikke med pinde 3, er det den model, jeg har valgt at strikke. 

Jeg har valgt at strikke modellen i Yaku fra Camarose. Det er en kvalitet, jeg er blevet rigtig glad for.

Jeg er så vild med modellen, at jeg allerede har strikket en mørkeblå version.


Jeg har strikket et par strømper til. Det er en klassisk og hurtig model, som jeg har fundet på Hendes Verden.

Min version af pixie-huen


I det daglige finder jeg mange inspirationer på Instagram og Pinterest. Det er interessant at se, hvad andre kommende og nybragte mødre drømmer om at klæde deres børn i.

En af modellerne, der ofte går igen på de sociale medier, er modellen “pixie-hue”. Den ser lidt sjov ud i “flad form”, men jeg må indrømme, at billederne, hvor børn har huerne på, ser modellen ud til at sidde ret godt og dækker ørerne.

Jeg er blevet ret bidt af at strikke med pind 3, når jeg strikker babytøj. I mit garnskab fandt jeg et hvidt nøgle “Alpakka Silke” fra Sandnes Garn. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig at strikke pixie-huen i, så jeg begyndte at søge på internettet efter opskrifter, der kunne rumme mine krav om pind 3 og at bruge et så tyndt garn som Alpakka Silke.

Det viste sig at være lidt svært, da de fleste har strikket huen med pind 3,5-4,5, kunne jeg ikke bruge en af opskrifterne, der er at finde på nettet, men jeg fandt en beskrivelse på marieblog, der var nem at følge, så da jeg havde fundet ud af, at min pixie-hue til ca. 0-3 mdr skulle strikkes med 88 masker, fulgte jeg ellers bloggens vejledning.

Jeg er spændt på, om min version kommer til at passe babyen, men nu er der “kun” 14 dage til termin, så det strikkede tøj kommer snart i brug. 

Udstyr til pusletid på farten


Jeg har fravalgt at investere i en typisk pusletaske, da jeg hellere vil bruge en af mine mange tasker, når jeg endelig skal ud. Babyen kræver dog lidt ekstra udstyr end jeg normalt plejer at have med ud, så jeg har i weekenden syet en toilettaske til pusleudstyr samt et pusleunderlag.

Materialet er hovedsaglig fra stofskabet. Jeg mener, at elefantstoffet er købt i Stof2000 i tidernes morgen sammen med det lyseblå lagenlærred. Det quiltede foer er fra Stof og Stil, lynlås fra gemmerne, mens jeg fandt det flotte skråbånd hos bettyp i Helsingør.


Toilettasken er syet ret “traditionel” med lommer i siderne, så det er nemmere at holde styr på diverse cremer og lignende udstyr. Toilettasken har en vis højde, så der er plads til bleer og lidt engangsklude i midten. 


Pusleunderlaget består af 60×40 cm elefantstof til ydersiden, quiltet foer med et lag pladevat samt 2,5 m prikket skråbånd fra bettyp.

Det var ret hurtigt at quilte stof og foer sammen, da foeret havde “fortrykt” quilt for at holde pladevatten på plads. Når kanterne er skåret til med 90 graders vinkel i hjørnerne, syede jeg skråbåndet på kanten med vejledning fra krea-kaos blog. Der findes en meget udførlig beskrivelse af at sy kantbånd med symaskinen.

Strikket heldragt


Jeg har strikket denne heldragt til mit decemberbarn. Den hedder meget passende “Nissen” og opskriften har jeg fundet i “Strik à la Carte” af Marianne Isager.

Jeg har dog valgt at strikke den i Navia Duo, da jeg gerne vil kunne vaske den på uldprogram i vaskemaskinen. Det er en uldkvalitet, som jeg er meget tilfreds med og som holder på faconen efter vask.

Jeg har valgt at sy lynlås i med symaskinen. Jeg er tilfreds med resultatet, men det kræver forberedelser. Det er vigtigt at damppresse kanten godt inden og at “holde kanten til”, så lynlåsen ikke kommer til at bugle, det ser ikke så godt ud.

Nu er dragten klar og vi tæller ned: I dag er der 1 måned til termin 💙

Varmt må det være

img_7579-1

Jeg er stor tilhænger af den såkaldte djævlehue og har strikket den i alle mulige versioner. At finde det “rigtige” mønster er ofte en sværere opgave. Et mønster, jeg ofte går tilbage til, er Lene Holme Samsøes version i “Sødt og blødt”. Den passer godt i størrelsen, især de helt små størrelser, og da dette er en del af mit planlagde “hentesæt”, er det mønstret, jeg har brugt til denne hue. Sættet er strikket i “Yaku” fra Camarose, som jeg er blevet helt vild med. Garnet er lækkert og blødt og kan vaskes på uldprogram, det gør sættet mere anvendeligt.

Som prikken over i’et har jeg valgt en lyseblå kanintop, som jeg har købt i Skindhuset. Toppen er syet på en trykknap, som derfor bare kan knappes af, når huen skal vaskes. 

Vanter er også et must til en vinterbaby. Og til små babyer er det en fordel, at der ikke er en tommel. Denne model har jeg fundet på Garnstudios hjemmeside.

De små sko er meget klassiske, med bindebånd i samme kvalitet som resten af skoen. Dette mønster har jeg også fundet på Garnstudios hjemmeside.